|
Særligt til pårørende
Er du pårørende til en varetægtsfængslet, vil dette også være vigtigt for dig. Reglerne for besøg, telefon, breve, udgang med mere er beskrevet nærmere under linket: "Anholdt og hvad så?". Ønsker du at besøge en varetægtsarrestent skal du søge fængslet eller arresthuset om besøgstilladelse. Du skal også bestille tid til besøg. De pårørende til en varetægtsfængslet er altid velkomne til at tale med KiF-afdelingen.
Tavshedspligt
Alt personale i politiet, fængsler og Kriminalforsorgen i Frihed har tavshedspligt. Oplysninger om sigtelsen og den varetægtsfængslede selv kan ikke videregives til de pårørende. Det er kun sigtede selv, der må fortælle de pårørende om personlige forhold, med mindre den sigtede giver personalet lov til det. Men der må ikke tales om sagen inden, der falder dom.
Telefonrådgivning /Pårørendelinjen
Hvis du stadig har spørgsmål, kan du tale med en socialrådgiver i Kriminalforsorgen og få oplysninger om regler og rettigheder via Kriminalforsorgens anonyme telefonrådgivning. Tlf. 70 26 04 06 Rådgivningen er åben alle hverdage fra kl. 9.00 - 15.00 og 19.00 - 22.00. I weekenderne er rådgivningen åben kl. 10.00 - 18.00.
Du kan også altid spørge personalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. |